Er du lige startet op med en virksomhed, er et af de første punkter på to-do listen, at få lavet en hjemmeside.

Hvorfor skal jeg bruge en hjemmeside?

… spørger du måske. “Kan jeg ikke bare nøjes med en Facebookside?”

Spørger du mig, vil jeg umiddelbart sige nej. Men jeg er også lidt farvet af mit erhverv.

Det lidt mere objektive svar vil være: Det kommer an på hvilken slags virksomhed du driver.

Facebook som hjemmeside

Fordele:

  • Det er gratis og nemt at komme i gang
  • Du kan ret hurtigt selv skabe synlighed
  • Dine kunder er der allerede.
  • Du har mulighed for at tilpasse din side, og endda lave en shop med dine produkter.
  • Du kan interagere med dine kunder og målgruppe direkte på siden.

Ulemper:

  • Du er begrænset til de muligheder Facebook tilbyder.
  • Ca. 75% af dine besøg kommer via mobile enheder, hvor man umiddelbart kun ser dine opslag, og ikke informationerne om din forretning.
  • Det er svært at blive synlig på Google.
  • Din organiske synlighed bliver mindre og mindre. Du skal med andre ord være god til at promovere dine opslag og lave annoncer, for at få tilstrækkelig succes.

“Godt så! Nu ved jeg det”, tænker du.

“Jeg vil gerne kunne lidt mere end det, Facebook tilbyder, og jeg vil gerne være synlig på Google med mere, end bare mit virksomhedsnavn. Så jeg spørger igen:

Hvilken hjemmeside skal jeg vælge?

Det kommer an på dit behov, dit budget, dine planer for udvikling og ikke mindst hvor meget du evt. selv kan lave.

Herunder har jeg listet de 4 muligheder, som “mine” iværksættere oftest står med, og listet fordele og ulemper.

Hjemmeside på abonnement

Rigtig mange iværksættere starter her. Det er der flere grunde til. Primært fordi der sidder sælgere på lur og kigger på alle nyoprettede CVR-numre, og så ringer de med et tilbud, der umiddelbart virker godt. Og det er så de andre grunde til, at mange starter her: Det virker nemt og det virker billigt. En ny hjemmeside – lavet af professionelle – for under 5000 om året.

Fordele:

  • Hvis du ikke har de store krav til udseende og funktionalitet, så er det nemt.
  • Et månedligt abonnement på fx. 299 kr ex. moms er ret overskueligt på et iværksætterbudget.

Ulemper:

  • Du tegner ofte kontrakt på 3 år. Det betyder, at de 5000 om året, bliver til 15.000 i alt… For en (måske) middelmådig hjemmeside. Ret skal være ret: Nogle af dem er både repræsentative og flotte, men du kan alligevel få en del hjemmeside for 15.000 kr.
  • Du er låst fast på din kontrakt, og ekstraydelser koster. Hvis du fx. pludselig får den ide, at du vil have et Instagramfeed i footeren på din hjemmeside, så kan det godt koste 2000 kr. Eller du bygger en ny service på din forretning, som kræver en ny side på hjemmesiden. Den side er ikke med i prisen på kontrakten, og koster også lige ekstra.

Det store problem i det her er, at du underskriver en juridisk bindende kontrakt. Allerede dér skal alarmklokkerne ringe. Det er DIN hjemmeside, du skal have friheden til at vise din forretning frem, som DU har behov for, og du skal ikke begrænses i dine ideer, fordi du ikke har råd til at få den gjort synlig på din hjemmeside.

Gør-det-selv hjemmeside

Hvis du er den ihærdige “Pippi” iværksætter (“Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg godt!”), så har du helt sikkert allerede fundet frem til Wix.com, Bricksite eller Squarespace. Her kan du lave din egen hjemmeside, stort set uden andre evner end mod og legesyge.

Hey… Sådan startede JEG min online karriere for godt og vel 15 år siden. Jo jo… [kigger mig rundt i kontoret og tænker “Det gik sg’u da meget godt!”]

Fordele:

  • Du kan komme i gang på et lille budget.
  • Du lærer en masse undervejs – også om din tålmodighed. (#TalerAfErfaring)
  • Det er DIN hjemmeside.

Ulemper:

  • Du risikerer at blive låst fast af systemets begrænsninger, hvis du pludselig får behov, som systemet ikke kan dække.

Hvis du har mod på det, så prøv det! Det er en rigtig fin læreproces.

OpenSource CMS – Fx. WordPress eller Joomla

Hvad betyder Open Source CMS?

CMS står for Content Management System. Altså et system der kan håndtere dit indhold på hjemmesiden.

At det er Open Source betyder at det er et åbent program. Du kan selv gå ind i koden og tilpasse programmet til dit behov.

 

Fordele

  • Det er nemt at lære. Der findes et hav af AMU-kurser i WordPress-hjemmesider, så du behøver ikke betale en formue. (Hvis du kan få VEU-godtgørelse, får du flere penge i tilskud, end kurset reelt set koster)
  • Hvis du ikke selv magter at give dig i kast med det, kender du med ret stor sandsynlighed en der kan.
  • Du kan stort set få alt hvad du behøver til hjemmesiden, lige til at “plugge” i programmet. På den måde får du præcist det, du har brug for.
  • Der findes så mange der kan arbejde, og endda kode i WordPress, at prisen er meget fornuftig, selv hvis du skal ud i kodning af individuelle programmer.
  • Du kan stort set finde hjælp til alt via Google. Især hvis du Googler på engelsk.

Ulemper

… Bom bom… Jeg har faktisk ikke nogen åbenlyse ulemper, jeg kan ryste ud af ærmet. Det skulle lige være, at WordPress er det mest brugte CMS i verden, og mængden af gustne skyggemennesker, der har lært sig at hacke ind på sites, er muligvis større end på andre CMS’er. Til gengæld findes der virkelig mange anti-spam programmer til WordPress. Også gratis.

Luksus hjemmeside

Hvis din nye virksomhed inkluderer en større webshop, der skal generere salg fra dag fra dag 1, og hvor du helst skal være synlig på nettet i morgen allerede, så bør du få hjælp fra et bureau.

Hvis du ikke har tiden til at lave det hårde benarbejde, pleje netværk og “løbe biksen i gang”, så er det at få en platform ikke en amatøropgave.

Der er så mange små detaljer, der spiller ind i forhold til din synlighed, at du bør have en erfaren til at hjælpe dig, og gerne et bureau, hvor der er specialister på flere områder, som kan få de forskellige discipliner til at spille perfekt sammen.

Det er naturligvis en langt dyrere løsning end de andre, der er nævnt ovenfor. Men hvis du skal ud på markedet med en helt ny virksomhed, og fra første dag kunne tage kunder fra dine konkurrenter, så kræver det altså en knivskarp platform.

Og husk så lige…

Din hjemmeside er sjældent nok. At du får en fin, ny hjemmeside svarer i bund og grund til, at du åbner en hemmelig butik i Rold Skov.

Der er ingen der aner, at den ligger der.

Du skal betragte din hjemmeside som “dit hjem på nettet”. Det er her, du skal have folk hen, for at gøre forretning med dig.

Så næste step er, at du nu skal ud og finde din målgruppe, der hvor de er på nettet, og så skal du vise dem, at du er værd at handle hos.

Det kan du læse mere om i artiklen: Har du åbnet en hemmelig butik i Rold Skov?

Har du brug for sparring inden du går i gang?

Står du og skal i gang med en hjemmeside, og er i tvivl om, hvilken slags hjemmeside, du skal vælge, så send mig gerne en besked.

Hvis du selv vil lave din hjemmeside, kan jeg guide dig uden om de værste fælder, og pege dig i den rigtige retning. Hvis du hellere vil have nogen til at klare opgaven 100%, så har jeg nogen virkelig dygtige folk, jeg kan henvise dig til. Du ved: Sådan nogen, der ikke fortæller dig en masse BS og sælger dig noget, du ikke har brug for.