21 59 99 87 Mail@Netekaasen.dk

Nåmmen, hvad laver du så?

Hvorfor laver du egentlig det, du laver?

Skrevet af Nete

19. februar 2020

Forleden havnede jeg i selskab med en kvinde i en situation, hvor det ville have været akavet, hvis vi ikke fandt noget at tale om. Så det gjorde vi. Og snakken sidder stadig i mig. 

Målet med mit lille skriv her er at prikke til dig, og få dig til at tænke over, hvorfor du egentlig laver det, du laver. Forhåbentligt en tanke der fylder dig med glæde.

Hvis du har travlt kan du springe direkte til budskabet her. 

Ellers starter fortællingen lige her:

Nåmmen, hvad laver du så?

Sådan indledte hun samtalen.

Jeg vaklede mellem det nemme svar “Jeg arbejder med markedsføring” og det lidt mere tidskrævende svar “Jeg laver storytelling”. Jeg valgte det sidste, for vi skulle sidde der et stykke tid.

Jeg er vild med mennesker, der tør sige “Det forstår jeg ikke!”. Hun var sådan én. “Storytelling? Hvordan kan man arbejde med det? Det forstår jeg ikke”.

Det handler om at fortælle historier, som mennesker kan identificere sig med. I alt hvad du gør – både som menneske og som virksomhed – fortæller du en historie om, hvem du er. Din historie gør dig unik. Se fx på din virksomhed. Du sælger X. Indenfor en radius af 10 kilometer, har du 4 konkurrenter. I sælger de samme produkter til ca. samme pris og under ca de samme vilkår. Hvordan får du folk til at vælge dig, frem for konkurrenten?

Hun nævnte flere forskellige muligheder. Vi kunne dog begge hurtigt “degradere” succesraten til hhv. held og tilfældigheder. Der blev stille lidt mens vi sippede kaffe…

“Du handler hos mig for første gang, og jeg kender dig ikke”, sagde hun så. “Hvorfor valgte DU mig?”

Hun havde helt ret. Jeg havde faktisk kun hørt om hendes forretning via Facebook. Vi har ingen fælles bekendte og jeg havde ikke fået hende anbefalet af andre kunder. Men jeg havde i en længere periode været i overvejelsesfasen ift mit køb, og havde fulgt hende og et par af hendes konkurrenter, primært på SoMe.

Når jeg ser på din Facebookside, afspejler dine opslag en stolthed. Bortset fra et par få opslag om nye produkter, så viser du primært fokus på resultatet fremfor på produktet. Det viser mig, at du sætter en ære i det du gør. For mig fortæller det noget om hvem du er, og hvad jeg kan forvente, når jeg er her. Du har allerede godt gang i din storytelling, fordi det falder dig naturligt. Det er bare ikke alle der har så let ved det, og dem kan jeg hjælpe. 

Hun kiggede på mig med sådan et blik, der fik mig til at tænke, at hun havde forstået min funktion, meeeen.. hun var ikke overbevist. Vi sludrede lidt videre over kaffen, og samtalen var inde omkring farer og faldgruber i markedsføring, mest i forhold til hendes egen markedsføring og hvad hun selv lagde  mærke til.

Efter at kaffekopperne var blevet fyldt op, kom hun så til…

Det store spørgsmål: Hvorfor?

Ud fra en Simon Sinek’sk betragtning havde vi indtil nu været omkring HVAD jeg lavede og HVORDAN jeg gør det.

Nu tog hun så hul på HVORFOR. Rigtig mange huller, faktisk…

I løbet af den næste del af snakken tog jeg mig selv i at sidde og smile og tænke, at det var som at sidde overfor mine børn dengang de var 4-5 år. Hvorfor, hva? Hvorfoooor? (Kan du huske det?) Men hende her var ikke irriterende. Hendes spørgsmål afspejlede interesse og et ønske om at forstå. Og det synes jeg – sådan helt basically – at vi har brug for mere af: Et ønske om at forstå, fremfor et behov for at fordømme.

50 shades of hvorfor

Hvorfor tror du, at du laver det du laver? Spurgte hun.

Min svar var ikke specielt ihærdigt. “Fordi jeg er vild med det. Det gør mig glad”. Det var jo i virkeligheden ikke en begrundelse, mere et resultat.  Hun var da heller ikke tilfreds…

Hvad er det – sådan mere præcist – der gør at du bliver glad af det? Blev hun ved.

Da hun havde stillet ca. 10 HV-spørgsmål, der havde bragt mig igennem min barndom og min egen professionelle historie, kunne jeg ikke lade være med at spørge, om hun havde været på kursus i coaching, for jeg havde det i bund og grund som om jeg burde betale væsentligt mere for at sidde overfor hende. 

Det havde hun ikke. “Jeg synes bare mennesker er så spændende”, sagde hun og jeg blev mere og mere vild med hende. #SisterFromAnotherMother

Hendes spørgsmål fortsatte lidt endnu, og lige pludselig var det som om, der gik hul på et eller andet i mig, og jeg hørte mig selv sige:

“Jeg tror jeg laver det jeg gør, fordi det er sådan jeg er.

Jeg har altid elsket fortællinger, og det, de gør ved mennesker. Nogle af de mennesker, jeg har lært mest af gennem mit liv, har rundhåndet delt ud af deres egen historie og hvordan det, de har oplevet, har forandret eller udviklet dem. 

Det er min helt klare overbevisning, at alle mennesker inderst inde har et ønske om at gøre en forskel. En positiv forskel, vel at mærke. 

Det har jeg overført til markedsføring, hvor jeg er optaget af, hvordan vi som virksomheder i langt højere grad kan inspirere målgruppen til at handle hos os, i modsætning til at skulle manipulere dem, fx ved hele tiden at sætte priserne ned eller sælge mere end kunden egentlig har brug for.

Helt grundlæggende handler det nok om mit samfunds- og menneskesyn:
Hvis vi ikke giver mere værdi end vi tager, så kommer vi til at leve i et fattigt samfund.

Efterrationalet

Det kan godt være at hun bare var nysgerrig, fordi hun synes, mennesker – sådan helt generelt – er spændende. Men jeg tog hjem med en følelse af… tilfredshed, tror jeg. 

Tilfredshed over, at jeg ikke føler jeg arbejder, fordi det jeg laver, giver så stor mening for mig. 

Hun gav mig en gave. Nemlig lejligheden til lige at stoppe op og overveje meningen med det jeg laver. 

Følelsen af mening er afgørende for vores generelle trivsel. Ikke bare på jobbet, men som mennesker. Og jeg indrømmer blankt, at på trods af de seneste dages voldsomme blæst og regn, så har der været solskin i mit hoved. 

Hvorfor laver DU dét du laver? 

Har du tænkt over det? Og trives du med det?

 

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Artikler om samme emne

Planlæg opslag på Instagram

Facebook har netop opdateret deres kreatørstudie. Planlæg opslag på Instagram OG Facebook, på tværs af alle dine sider – i ét GRATIS værktøj.

Manipulation og inspiration i markedsføring

Når markedsføring er manipulerende, former du budskabet med hånden: Du skærer i prisen, du bygger en kampagne og du begrænser mængden. 
Det virker måske på kort sigt, men det er dyrt og for nemt at konkurrere med.

Hashtag guide 2019

Hashtags er en hjælp til brugerne. Ikke til virksomhederne. 
Det handler ikke om at du skal være synlig, men om at brugerne skal kunne finde dit billede, når de leder efter det, som dit billede repræsenterer. Relevans er derfor et nøgleord, når du bruger hashtags på Instagram.

Følg mig på sociale medier

På min Facebookside kan du få et glimt af en hverdag fyldt med fortællinger. På LinkedIn kan vi netværke mere professionelt og på Instagram fortæller jeg i billeder. På Twitter møder du mig ikke så tit, men det hænder at jeg kigger forbi eller “live-tweeter” fra relevante events. 

Bøger om emnet

Hvis du gerne vil blive skarpere til Instagram kan du på Saxo finde en lang række bøder om markedsføring på sociale medier generelt og også mere specifikt om Instagram

Nogle af bøgerne er på engelsk. Her skal du være opmærksom på, at de kan giv råd, der er i strid med dansk markedsføringslov. 

Min yndlingsbog

Jeg er nødt til også at anbefale “Start med hvorfor” af Simon Sinek. Vi tænker markedsføring på samme måde, og han har skrevet en lang række inspirerende bøger om virksomheders lederskab, og hvordan du bedst kan påvirke din målgruppe. 

Han tilbyder i øvrigt også kurser på sin egen hjemmeside, hvis du gerne vil finde dit WHY

Du er velkommen til at følge mig