Værs’go! Her får du 12 tricks til søgemaskineoptimering af din LinkedIn profil. De er lige til at gå i kødet på, og hvis du er god til at udvælge dine søgeord og være aktiv på platformen, vil du hurtigt kunne se en stigning i dine visninger.

Samtidig øger du dine chancer for at blive fundet, når din næste chef eller kunde sidder og søger efter netop det DU kan.

Sådan gør du dig fortjent til at blive fundet på LinkedIn

12 tips til søgemaskineoptimering af din LinkedIn profil

Inden du går i gang, skal du nøje overveje, hvilke søgeord, du gerne vil være synlig på. Husk på, at der ofte er mange, der laver det samme som dig, så vælg de søgeord, hvor du skiller dig ud. Jo færre profiler der er på området, jo lettere er det at skille sig ud.

1. Udvælg dine LinkedIn søgeord med omhu

Du er med ret stor sandsynlighed ikke den eneste der laver det, du laver. Derfor bør du vælge nogle søgeord der er lidt mere nøjagtige end blot din titel, uddannelse eller dit område.

Kig eksempelvis på min profil. Jeg arbejder med online markedsføring. Det er der MANGE der gør. Der hvor jeg er lidt mere specifik, er mit fokus på storytelling, purposedriven marketing og Facebooks newsfeed algoritme. Alle 4 søgeord er med, men det er de tre sidste, der er mine primære søgeord, og som jeg får henvendelser på.

 

Lav en god LlinkedIn profil

2. Kæl for din headline.

Din headline er det vigtigste på din profil. Den svarer til en websides title. Her skal du arbejde med at præsentere dig selv med dine vigtigste søgeord.

3. Udfyld din erfaring.

Du skal som minimum have tre ansættelsesforhold på din profil, for at den bliver interessant. I hvert fald, hvis du spørger LinkedIn. Din nuværende og to tidligere. Det er selvfølgelig en udfordring, hvis du kun har været i én virksomhed, men så kan du skelne mellem funktioner og titler, hvis du undervejs er kravlet lidt op af karrierestigen.

4. Udfyld dine uddannelser

Udfyld både længere og kortere uddannelsesforløb, og sørg for at få dine søgeord med i beskrivelsen af uddannelsesforløbet.

5. Tilføj dine kompetencer

Du kan tilføje op til 50 forskellige ting du er god til, og dine forbindelser kan “anerkende” (endorse) dine kompetencer. Her husker du selvfølgelig at skrive dine søgeord. Brug tid på at “endorse” personer i dit netværk, men gør det kun, når det er reelt. Lad være med at anderkende dine kontakter for kompetencer, som du i virkeligheden ikke ved om de har. Det udhuler ret hurtigt værdien af funktionen, og kan give et indtryk af overfladiskhed, som ikke gavner din forretning.
Du kan læse mere om det her.

6. Få din profil helt udfyldt

Lige som på Facebook, har algoritmen større interesse for – og mere tillid til – en komplet og korrekt udfyldt profil. Gør dig umage.

7. Arbejd med dine titler

Du har god plads til dine titler. I stedet for bare at være “Selvstændig” eller “Kontorassistent”, så udvid til titel med en specificering af fokuspunkter, som jeg har gjort her med mine to seneste titler.

Søgemaskineoptimering af LinkedIn

Søgemaskineoptimering af linkedin2

8. Lav en lækker URL

Du har muligheden for at tilpasse din URL, så den er nem og lækker – og ser godt ud på tryk.

Nu er jeg så heldig at have både et fornavn og et efternavn (Tak, Morten) som ikke er så udbredt, så min URL er ok skarp. https://www.linkedin.com/in/netekaasen (Feel free to connect!) Men hvis nu du hedder Hans Jensen, så tænker jeg, at du bør være mere kreativ. Du kunne fx tilføje dit vigtigste søgeord til URL’en. Så ville min URL hedde www.linkedin.com/in/netekaasen-storytelling

9. Udgiv artikler

Skriv artikler om dine kompetenceområder. Altså ikke om hvor god du er, men om emner, som er værdifulde for andre, fx i form af viden eller inspiration. Eller en guide til, hvordan man søgemaskineoptimerer sin LinkedIn 😉 Udgiv dem via LinkedIn’s artikelfunktion eller skriv den på din egen hjemmeside, og link til den via LinkedIn.

10. Udvid dit netværk

Søg på gamle arbejdspladser, skoler, samarbejdspartnere og find personer du kender og som kan huske dig.

Skriv din LinkedIn URL (den du gjorde lækker under sidste punkt) på dit visitkort, i din email-signatur og på dit website. Del den på din Facebook. Men lad være at sende invitationer ud med spredehagl til folk du ikke kender. Det kommer hurtigt til at virke lidt desperat og overfladisk, og det er nok ikke det billede, du gerne vil vise.

11. Vær aktiv

Det er meget muligt at du ikke er den store netværker, men jo mere aktiv du er, jo mere synlig bliver du.

Det er fint at du liker, kommenterer og deler – men husk også at bidrage med værdi. Giv lidt af dig selv. Særligt hvis du er selvstændig. Tilbyd din hjælp, giv et godt råd eller del ud af din viden.

12. Så mere end du høster

Det er min netværksregel nr. 1. Giv mere værdi end du tager. Giv mere hjælp end du beder om.

Det optimerer måske ikke direkte din profil, men det optimerer din NQ. Ikke din IQ, men din NQ. Netværkskvotient.
(Læs bogen af Jacob Bøtter. Jeg har lånt min ud og ikke fået den tilbage. Så god er den nemlig!)

I de mere end 3 år jeg har haft virksomhed, har jeg ikke lavet opsøgende salg. I stedet for at bruge tid på salg, bruger jeg tid på at hjælpe. Der kommer altid noget igen. Måske ikke fra den iværksætter jeg hjælper gratis, men fra den ven, de har anbefalet mig til.

Det var 12 tips til optimering af din LinkedIn profil.

… Men du skal have endnu et tip. Jeg tænker ikke at DU skal bruge det, men du kender måske en, der kan bruge det.

Det er ikke med til at optimere din profil, men det er alligevel vigtigt.

Hvis du er selvstændig – i et enkeltmandsfirma… altså uden ansatte…. Så skal du ikke skrive CEO i din titel. Ikke med mindre du humoristisk tilføjer “… og bogholder og piccolo”.

#DetVarSåLidt

Hvorfor LinkedIn Premium?

Du kan gøre endnu en indsats for at få mere synlighed på LinkedIn. Men den er ikke gratis… Derfor står den helt hernede i bunden.

LinkedIn Premium findes i flere forskellige udgaver. Jo mere du betaler, jo flere muligheder. Men den billigste version er rigeligt til at gøre dig mere synlig. Jeg vil dog vove den påstand, at langt det meste synlighed, der skaber du selv gennem din korrekt udfyldte profil og din adfærd på platformen.

 

 

 

Du er velkommen til at følge mig