21 59 99 87 Mail@Netekaasen.dk

Storytelling og neurologi

Menneskets hjerne er skabt til fortællinger.

Allerede da du stadig lå i din mors mave begyndte din hjerne at registrere mønstre. Derinde i din trygge boble mærkede du døgnrytmen. Familiens rytme. Lys og mørke. Når mor lagde sig på sofaen, begyndte du at rode rundt. Når nogen derude puffede til maven, for at få en reaktion fra dig, kvitterede du med et spark tilbage. Stimuli blev til respons. Påvirkninger formede din adfærd, allerede inden du blev født.  Det er dét, din hjerne gør: Den afkoder indtryk og fortæller dig, hvordan du skal reagere. 

I denne artikel får du en simpel forklaring på den neurologi, der kan forklare, hvorfor storytelling er effektivt, når vi skal flytte forståelser.

Skrevet af Nete

3. januar 2021

Din hjerne er faktisk doven… Og det er godt! Du får hver dag så mange indtryk, at din hjerne ikke kan nå at processere dem alle. Hvis den forsøgte, ville du højst sandsynligt brænde sammen. Derfor gør hjernen noget andet: Den sammenligner indtryk, med tidligere erfaringer, og skaber derudfra – helt automatisk – den fortælling, der får dig til at reagere.

Vi har alle en “model af verden”

Fra du bliver født og op gennem din barndom skal du lære at afkode verden. Det er her, at langt de fleste af dine reaktionsmønstre formes. Du spejler dig selv i dine omgivelser, og skaber derudfra din forståelse, eller din “model af verden”. Sådan én har vi alle. Ikke to er helt ens, ganske enkelt fordi vi ikke har levet det samme liv.

Er du bange for hunde?

Hvis du i dag bliver utryg eller måske endda bange, når du møder en hund, har du med stor sandsynlighed tidligt i din barndom haft en oplevelse, hvor du har fået indkodet i dig, at hunde = farlig. Det er nu en del af din “verdensmodel” – det mønster, som fremover former din adfærd.

Hvordan hænger det sammen med storytelling?

Din hjerne skaber hele tiden fortællinger. Det er dét, den er bygget til.

Vi vender for en kort stund tilbage til hunden. Tillad mig at antage, at du er bange for hunde. Det er du, fordi du på et tidspunkt har haft en oplevelse, hvor en hund er blevet forbundet med en angstpræget reaktion. Det husker din hjerne.

Når du i dag ser en hund komme imod dig, fortæller din hjerne dig, at du skal være på vagt. Eller hvis det er rigtigt slemt, fortæller din hjerne dig, at du skal gå over på det andet fortov. Din hjerne fortæller dig en historie, der handler om at hunden er farlig. Også selvom den reelt ikke er det. Det er bare dét, du har lært.

Alt afhængigt af vores model af verden (og vores individuelle evne til at styre vores følelser og adfærd) reagerer vi hver i sær forskelligt på de samme ting.

Der er dog også nogle fælles træk.

De fælles menneskelige fortællinger

Det er ikke mange linjer siden jeg skrev, at vi alle har vores egen unikke model af verden, og derfor forstår de samme ting forskelligt. Vi er dog mennesker, og der er nogle ting, der går igen i vores verdensforståelse.

For små 200 år siden begyndte nogle af datidens forfattere at opdage sammenfald i de dramaer, som fortællinger skildrede. Bl.a. Goethe fortæller, i sine samtaler med Eckermann, hvordan de to dramatikere Friedrich Schiller og Carlo Gozzi godmodigt kæmpede om, at sætte tal på grundfortællingerne.

Denne teori satte i 2006 gang i en analyse af en lang række folkeeventyr og fortællinger, der strækker sig så langt tilbage som til 2100 f. Kr. og fortællingen om Gilgamesh. Alle fortællinger kunne fordeles i 7 forskellige handlingskategorier – eller…

De 7 grundfortællinger

  1. Kampen mod monsteret: David og Goliath, War of the Worlds, Jaws, Dracula
    Den klassiske kamp mellem det gode og det onde. Helten er ham eller hende, der har modet til at tage kampen op for at bekæmpe det onde.
  2. Fra fattig til rig: Askepot, Pretty Woman, Den Grimme Ælling, My Fair Lady, Harry Potter
    Denne fortælling handler ikke nødvendigvis om økonomisk rigdom, men lige så meget om at opnå succes – typisk fra et lavt udgangspunkt. Helten er typisk skildret som en person lavt i et hierarki, og som bruger personlige styrker og evner til at kæmpe sig til tops.
  3. Den store søgen: Star Wars, Ringenes Herre, Kong Salomons Miner, Indiana Jones
    Her handler det om mod. Tillid. Om at turde træde ud i det ukendte, og tage imod det, der møder os, hvad det end er, fordi vi har tillid til, at det vil give os noget.
  4. Rejsen ud og hjem: Toy Story, Find Nemo, Alice i Eventyrland, Tilbage til fremtiden
    Denne kategori minder lidt om den foregående. Forskellen er dog, at her forlader helten eller heltinden de trygge vante rammer, for at tage ud og lære nyt, og herefter vende hjem igen som en ny og bedre version af sig selv.
  5. Genfødsel: En verden udenfor, Tornerose, Skønheden og Udyret.
    Igen minder denne kategori lidt om den foregående. Her oplever fortællingens hovedperson dog i højere grad at være “fortabt”, for så at blive reddet af nogen eller noget, hvorefter de vender tilbage til livet, som nu har forandret sig. Tornerose “dør”, som den rasende heks har forudsagt. Hun sover i 100 år indtil en prins formår at vække hende til live igen. Hun døde som barn, og skal nu leve videre som voksen.
  6. Komedie: Fire bryllupper og en begravelse, Da Harry mødte Sally.
    Komedier handler ikke blot om at skildre en handling så vi griner. Det handler i højere grad om at bruge humor til at sætte genkendelige scenarier i perspektiv. En komedie er i storytelling beskrevet som en fortælling om en underholdende karaktér (eller karikatur), der vinder en af livets kampe, med sin egen personlighed som det primære våben, og alt ender godt.
  7. Tragedie: Hamlet, Godfather, Breaking Bad.
    Tragedien er komediens modsætning, hvor hovedpersonen taber på grund af sin personlighed eller enkelte karaktértræk, som fx. grådighed, magtsyge, naivitet eller lignende.

Alle disse fortællinger rummer følelser, som de fleste mennesker kan forholde sig til, og genkende fra deres eget liv. At mennesker har et fælles nedarvet psykisk system, er i psykologien beskrevet af bl.a. Carl Jung, der kalder grundformerne for arketyper.

Hvad fortæller du?

Hvis du gerne vil arbejde med storytelling, uanset om det er i markedsføring, ledelse eller i dit eget liv, er det en god ide, at starte med at finde din egen fortælling.

Sidder du som marketingansvarlig i en virksomhed, der ikke er din egen, er det naturligvis ikke din fortælling, men chefens/ejerens. Det kan godt kræve lidt arbejde at komme til bunds i. Det kræver nysgerrighed, gåpåmod og lyst til at udfordre chefen, også på det personlige plan. Som lønmodtager kan det godt føles lidt som om, at du er i gang med at save den gren over, du selv sidder på. Det er ofte her, jeg bliver kontaktet.

Jeg vil dog gerne afsløre, hvordan jeg går ind i opgaven med afdække fortællingen:

Start med 3 spørgsmål

  1. Hvad er dit formål
  2. Hvad vil du gøre anderledes?
  3. Hvilken positiv effekt vil det have?

Det er ikke alle, der skal arbejde med storytelling

Nogle mennesker og virksomheder bør afholde sig fra at arbejde med storytelling.

Hvis du for alvor vil bruge storytelling til at tale til målgruppen, skal din fortælling være troværdig. Du kan ikke lave en lækker marketing-historie om, hvor fantastisk din virksomhed er, hvis fortællingen ikke også afspejler sig i det, andre siger om virksomheden.

I alt hvad du gør – som menneske og som virksomhed –
fortæller du en historie.

Når det du siger, ikke også er det, du gør, så bryder du det mønster, der er nødvendigt for, at din målgruppe har tillid til dig, og så er arbejdet med inspirerende storytelling spildt.

Her kan du med fordel læse artiklen om Inspiration eller Manipulation i markedsføring.

 

0 kommentarer

Artikler om samme emne

Storytelling og ledelse – et eksempel

Storytelling er i høj grad det, andre siger om dig Når det du siger, også er det, du gør Denne artikel rummer endnu en case omkring storytelling. En rigtig god én, endda. For her er fortællingen ikke skabt som et markedsføringstiltag. Den er derimod skabt gennem det...

Dus med din facebook markedsføring

Bliv dus med din facebook markedsføring Gør det velovervejet, værdifuldt og varieret ... Og allervigtigst: Gør det på din måde. I denne artikel skitserer jeg vilkårene for markedsføring på Facebook, og giver dig mine bedste bud på, hvordan du får mest ud af din...

Hvad er storytelling

Hvad er storytelling? ... Og hvorfor virker det? Denne artikel er en opsamling af de vigtigste pointer fra webinaret "Grundlæggende Storytelling", som du også kan se - eller gense - i videoen. Vi kommer ind omkring tre emner: Hvad er storytelling (... og hvad er det...

Følg mig på sociale medier

På min Facebookside kan du få et glimt af en hverdag fyldt med fortællinger. På LinkedIn kan vi netværke mere professionelt og på Instagram fortæller jeg i billeder. På Twitter møder du mig ikke så tit, men det hænder at jeg kigger forbi eller “live-tweeter” fra relevante events. 

Bøger om emnet

Hvis du gerne vil blive skarpere til Instagram kan du på Saxo finde en lang række bøder om markedsføring på sociale medier generelt og også mere specifikt om Instagram

Nogle af bøgerne er på engelsk. Her skal du være opmærksom på, at de kan giv råd, der er i strid med dansk markedsføringslov. 

Min yndlingsbog

Jeg er nødt til også at anbefale “Start med hvorfor” af Simon Sinek. Vi tænker markedsføring på samme måde, og han har skrevet en lang række inspirerende bøger om virksomheders lederskab, og hvordan du bedst kan påvirke din målgruppe. 

Han tilbyder i øvrigt også kurser på sin egen hjemmeside, hvis du gerne vil finde dit WHY