Denne lillebitte case er et godt eksempel på at storytelling kan være et helt simpelt præsentationsværktøj, når du skal lave et opslag på sociale medier. Ikke kun til din markedsføring, men også til dine private opslag.

Hvis du gerne vil se et andet, og lidt mere tungt, eksempel på storytelling, “så slap dog af!” (Hvis du forstår sådan en lille en)

Baggrund

Min 13 årige søn, Magnus, har fået sit første job som reklameomdeler. Han sparer op til et flycertifikat, som han glæder sig vildt til at skulle i gang med at tage i 2019, så det at tjene sine egne penge, er en stor tilfredsstillelse for ham. Men der er en slange i paradis.

Lønnen matcher minimumslønnen, men hans rute er af omdelervirksomheden sat til at tage en bestemt tid. Og uanset hvor meget han skynder sig, kan han ikke nå det på den tid. Så han ved godt, at han arbejder til en virkelig dårlig løn.

Han kan dog også godt se, at han kan generere en større indtjening ved sit dårlige job, end ved at slå vores græs og tømme opvasker, så allerede dér er der et win. Næste win er, at han er meget udadvendt og veltalende. Så alle beboerne på ruten får lige en hilsen, og allerhelst reklamerne afleveret i hånden.

Det gør at han af mændene får anerkendene klap på skuldrene, og de gamle damer stikker ham en mønt i drikkepenge, fordi “Man skal belønne dem, der laver noget”, som de siger.

Og dette ledte os til en snak om, at løn ikke er altafgørende i et job, og at man nogen gange kan arbejde til en dårlig løn, og så få en anden og vigtigere værdi ud af det.

Denne snak ledte til dette opslag på min LinkedIn profil.

Indlægget er bygget op som storytelling, og er – efter 2 uger – set af lige knap 22.000 personer.

De 4 elementer i fortællingen

Budskab:
Løn er ikke alt!

Konflikt:
Skal jeg arbejde til en dårlig løn?

Roller:
Målet er en vigtig læring i livet. Helten er Magnus på 13 år. Giveren er (sjovt nok) distributøren, som måske nok giver en dårlig løn, men også giver muligheden for at lære noget. Modstanderen er opfattelsen af, at penge (oftest) er den primære værdi i arbejdet. Hjælperen er Magnus’ egen fornuft og modtageren er Magnus selv.

Handling:
Magnus’ læring omkring det, at have et job.

Fortællingens opbygning

Anslag:
Læserens opmærksomhed bliver fanget af en påstand, som man relativt hurtigt kan identificere sig med. “Nogle gange er løn ikke alt.”

Præsentation:
Min søn på 13… Nu ved vi, hvem det handler om. 

Udvikling:
… har fået sit første “rigtige” job. Avisomdeler. Og han elsker det. Her bliver læseren ført ind i fortællingen.

Point of no return:
Det er ikke godt betalt! Efter dette punkt, kan vi ikke vende tilbage. Konflikten står klart, og vi er nødt til at høre resten.

Optrapning:
Faktisk synes jeg det er lidt forkert… Her optrappes konflikten med drengens erkendelse af, at der også kan herske uretfærdighed i erhvervslivet. (Oh boy, du har meget at lære endnu, knægt!)

Klimaks:
Helten har kæmpet med sin erkendelse og vinder da han beslutter sig for, at der er andre ting, der gør jobbet spændende. Moralen i historien står nu frem.

Udtoning:
Harmonien genoprettes. Vi behøver ikke have medlidenhed… Og mor er stolt. (Enhver mor vil vide, at det er fin harmoni!)

Kom i gang med storytelling på sociale medier

Hvis du gerne vil lave storytelling på sociale medier for at fange og engagere din målgruppe, så er dette et godt sted at starte.

Det er relativt simpel, og når du har gjort det et par gange eller ti, begynder du at kunne opbygge fortællingen uden at skulle lave en hel slagplan.

Rigtig god fornøjelse 😉