21 59 99 87 Mail@Netekaasen.dk

D. 31. maj slutter historien om “Nete Kaasen Storytelling

… Men efterfølgeren bliver endnu mere spændende.

Vi skal tage ansvar for vores fortælling. Som menneske og som virksomhed. Så når jeg d. 31. maj 2021 drejer nøglen om i min lille virksomhed, så er det et helt naturligt skridt i udviklingen af den fortælling, der startede da jeg åbnede min virksomhed i 2014.  

Nedenfor kan du læse lidt om, hvordan min virksomhed har udviklet sig. Hvis du har travlt, kan du også springe direkte til pointen, slutningen og cliffhangeren ved at klikke her. 

Skrevet af Nete

23. maj 2021

Da jeg i november 2014 startede som selvstændig, havde jeg brugt fire dedikerede år på at lære så meget som muligt om digital markedsføring og i særdeleshed virksomheders tilstedeværelse på sociale medier. Mit mål var at hjælpe mine kunder med ikke blot at blive synlige, men i højere grad at give målgruppen lyst til at vælge kundens virksomhed frem for konkurrentens.

”Hvordan kan du som virksomhed gøre en forskel?”

Det var min udfordring til mine kunder. “Det du sælger, kan dine kunder ofte købe andre steder. Hvad er det, du vil gøre anderledes, for at få dine kunder til at vælge dig, fremfor de andre, der sælger det samme som dig? Hvad vil du forandre? Hvad vil du gå foran imod?”

Det handler om lederskab!

Da jeg sad foran én af mine kunder på det tidspunkt, kiggede hun nysgerrigt på mig og udbrød: “Jeg ved hvad du skal. Du skal med til Global Leadership Summit”. Hun var så overbevist om, at det ville gøre en forskel for mig, at hun på stedet tilbød at betale for mig. (Tak, Kirsten! Jeg er stadig taknemmelig helt ind i knoglerne!!)

… Og hun havde helt ret. 

Da vi sad dér i København og overværede den danske version af verdens største lederskabskonference, og jeg hørte bl.a. Patrick Lencioni, Joseph Grenny og Susan Cain, vidste jeg, at det hér – dét skulle jeg. For JA! Jeg ville arbejde med markedsføring. Men målet var ikke at sælge produkter. Målet var at sælge virksomheden og dens fortælling og på den måde skabe loyale kunder, der kommer igen og tager deres venner med. Derfor ville jeg arbejde meget mere med lederskab, og de spændende fortællinger, der ofte ligger bag virksomheder, der vil udfordre status quo. 

Instead of asking “What can I get for myself”, start asking:
What can I GIVE from myself?
Komikeren Michael Jr. på GLS14

Kan man uddanne sig i lederskab?

Efter at have overværet Global Leadership Summit i 5 år, hvoraf de to gange var live i Chicago, besluttede jeg mig for, at tiden var inde til at bygge ovenpå min lederuddannelse. Gennem en bekendt blev jeg introduceret til LifeAchiever Uddannelsen, som med udgangspunkt i positiv psykologi træner ledere og specialister i at opnå bedre resultater sammen med og gennem andre.

Målet for mig var at få redskaberne til at arbejde med at flytte og styrke de mennesker, jeg arbejder sammen med. Udfordre dem til at se på dét, de gør med andre øjne, skrue på relativt simple “knapper” for at opnå bedre resultater. Ikke bare i markedsføringen, men i særdeleshed også i måden de driver forretning på. 

Virksomheder handler om mennesker

“Mine medarbejdere trives ikke. Hvad fortæller det om min virksomhed?”

Sådan indledte en modig leder sit opkald til mig. Modig fordi han havde erkendt, at han som ny leder selv var en del af udfordringen, og han havde brug for hjælp, så situationen i virksomheden ikke ødelagde det gode ry, som var opbygget gennem mange år. 

Denne case er min yndlingshistorie, når jeg understreger min pointe omkring at markedsføring ikke bare handler om at sælge produkter. Den vigtigste markedsføring ligger i mødet med virksomheden. De ord, der siges om virksomheden ude i byen. De ord, medarbejderne siger om at arbejde der. Den oplevelse kunderne har, når de ér i virksomheden. 

Siden min virksomheds start i 2014 er vægten stille og roligt skiftet fra “ren digital markedsføring” til mere og mere sparring omkring drift i hverdagen og hvordan markedsføring ikke behøver være en sur “skal-ting”, men noget der foregår naturligt, fordi du er glad for at drive din forretning. 
 

… Og så kom corona…

Det var med en kæmpe klump i halsen, at jeg betragtede pressemødet i marts 2020, hvor landet første gang blev lukket ned. Jeg var ikke i tvivl om, at dette ville blive skelsættende. Men ikke i min vildeste fantasi, havde jeg forestillet mig, den positive oplevelse, der skulle komme ud af det.

Dagen efter, præcis kl. 8.00, da min telefon åbnede, ringede den første kunde. Bekymringen var ikke til at tage fejl af. Samtlige af virksomhedens aktiviteter var med ét slag aflyst. AL indtægt sat på hold. Men det var ikke bekymring og angst, der satte rammen for samtalen. Det var krigerånden: “Hvordan bruger vi situationen positivt?”

… Og sådan fortsatte resten af den dag. Og den næste. Og den næste igen.  Jeg har i løbet af coronaperioden haft så travlt, som jeg aldrig har haft før, og den udvikling der startede allerede i løbet af de første par år som selvstændig, har for alvor taget fart. Jeg måtte undervejs hente hjælp udefra i form af tre dygtige studerende, som kunne hjælpe mig med mere simple opgaver, og som jeg samtidig kunne give noget praktisk erfaring til deres studie. Alligevel måtte jeg erkende, at jeg var nået dertil, hvor jeg ikke længere kunne klare det selv. Der skulle ske noget.

Et attraktivt frieri

Derfor krævede det ikke meget overvejelse, da jeg i slutningen af 2020 “blev friet til”. Eller… Well… faktisk var det mere en tør konstatering der understregede det oplagte: Vi to skal lave en virksomhed sammen.

Konstateringen kom fra en kvinde, som jeg har været lidt professionelt forelsket i. Hendes jernvilje, menneskesyn og stålfaste princip om at behandle mennesker ordentligt, havde for længst gjort mig nysgerrig. Det tog mig derfor ikke mange overvejelser at svare: “Det skal vi da selvfølgelig”. 

Det kan du læse mere om i min næste artikel “En professionel forelskelse bliver til et varigt forhold”.

Det vil glæde mig, hvis du vil blive hængende.

TAK fordi du har læst så langt. Jeg vil gerne understrege, at fordi min virksomhed lukker, betyder det ikke, at jeg afslutter det, jeg har gang i. Tvært imod. Det bliver endnu bedre. Og har du brugt mig til at hjælpe dig i din forretning eller dit privatliv, så vil du også kunne gøre det i fremtiden.

Derfor håber jeg, at du vil blive hængende, og fortsat være en del af mit netværk.

Vores nye virksomhed hedder Zerius ApS. Vi er ikke helt åbnet endnu, men du er meget velkommen til at følge os på Facebook og LinkedIn. Vi åbner officielt d. 1. juni, og kort tid herefter åbner vi også vores kontor i Den Gamle Pigeskole, midt i UNESCO’s Verdensarv i Christiansfeld. 

 

 

 

 

Artikler om samme emne

Dus med din facebook markedsføring

Bliv dus med din facebook markedsføring Gør det velovervejet, værdifuldt og varieret ... Og allervigtigst: Gør det på din måde. I denne artikel skitserer jeg vilkårene for markedsføring på Facebook, og giver dig mine bedste bud på, hvordan du får mest ud af din...

Hvad er storytelling

Hvad er storytelling? ... Og hvorfor virker det? Denne artikel er en opsamling af de vigtigste pointer fra webinaret "Grundlæggende Storytelling", som du også kan se - eller gense - i videoen. Vi kommer ind omkring tre emner: Hvad er storytelling (... og hvad er det...

Storytelling og neurologi

Storytelling og neurologi Menneskets hjerne er skabt til fortællinger. Allerede da du stadig lå i din mors mave begyndte din hjerne at registrere mønstre. Derinde i din trygge boble mærkede du døgnrytmen. Familiens rytme. Lys og mørke. Når mor lagde sig på sofaen,...